Martin J. R. Jensen

I 2020 lidt før corona startede, gik jeg ned med stress. På dette tidspunkt var jeg i gang med at læse kemi på universitet, og jeg var med i en LMU's bestyrelse, hvor jeg stod for en del opgaver. Den slags stress er ikke helt den samme, som den man oplever før en eksamen eller en aflevering. Her presser man sig selv i måske et par uger, men får forløsning bagefter. Den slags stress jeg oplevede, var når man havde presset sig selv i flere år. Som en motor der var oppe i det røde felt en hel køretur, fremfor bare da man skulle overhale. Til sidst giver motoren efter, og det gjorde den for mig.

Fra den dag var mit liv forandret. Jeg kunne ikke længere tage i skole, lave mad, være sammen med venner eller komme ud af sengen for den sags skyld. Al motivation og energi havde forladt min krop. Selv alt hvad jeg tidligere havde hygget og slappet af med, havde jeg ingen lyst til længere. I stedet lå jeg bare i min seng, og stirrede op i loftet mens det støjede i mit hoved. En dag sagde det 'klik' i mit hoved, og så blev jeg bare vred på Gud. Hvorfor skulle jeg rammes af det her? Fortjener jeg virkelig al denne smerte? Jeg havde overbevist mig selv om, at jeg var på rette spor, at jeg gik den vej som Gud ville have, og pludselig følte jeg mig "straffet". Jeg bad at hvis Gud bare gav mig energi, kunne jeg fortsætte med at tjene ham, men der var bare stille.

I min frustration vendte jeg til min bibel. Jeg åbnede Jobs bog, og gav mig til at læse. Selvom jeg ingen energi havde i mig, blev jeg alligevel ført igennem alle 42 kapitler på en eftermiddag (Ekstremt unormalt), men jeg endte den aften med en ild i min sjæl. Ikke den ild får motoren i gang, men den slags ild der giver varme og fred. I løbet af årene kom bogen konstant tilbage i mine tanker, og da jeg senere blev ramt af ulykke endnu en gang, vendte jeg mig til den samme bog. Igen blev jeg ramt, og endnu mere blev den åbnet op for mig. Jeg kunne ikke sove om natten, for jeg måtte vidne...

Jeg er hverken teolog, præst, prædikant, taler eller hvad ved jeg. Og tanken om at have ramt ved siden af hjemsøger mig dag og nat, men jeg vil så gerne dele. Så må vi blive klogere med tiden.